Angst

torsdag DEN 19.12.13

ANGST – angsten har fulgt mig siden jeg var en helt ung pige og har på mange måder været både ven og fjende. Den har været med til at skabe den jeg er i dag og jeg har accepteret, at den vil være min tro følgesvend resten af mit liv. Folk spørger ind imellem: hvad er du bange for? Hvordan føles det? Kan du ikke bare sig til dig selv…?

Så mange gange har jeg forsøgt at sætte ord på en følelse, der som et løbsk godstog overmander ens sjæl, krop og tanker. Hver morgen, det meste af mit liv, starter tidligt med en krop, der forsøger at fortælle mig, at min sidste time er kommet. Det er både en fysisk og psykisk følelse. Det fysiske består i at hjertet banker vildt, kvalme, jeg skiftevis fryser og sveder, svært ved at trække vejret og alt svimler. I hjernen er alt et kaos og jeg overvældes af en myrade af katastrofetanker jeg slet ikke er herre over. Alt drejer sig om overlevelse og kontrol. Mine morgenkampe består i, at være i stand til at adskille mig selv fra kaoset. Det er som en champagneprop, der har startet sin færd opad og min opgave består i at, forsøgsvis skubbe den på plads igen, velvidende det kun er et spørgsmål om tid inden den fiser der udaf igen. Det kan ramme mig hvor som helst – midt i en samtale, midt i supermarkedet, på toilettet, mens jeg kører bil osv osv og hver gang formår jeg at sætte den skide prop på plads igen. Og dette har jeg formået altid, bare ikke længere. Denne gang er jeg ramt helt der inde, hvor selv ikke jeg længere har kontrollen og det skræmmer mig mere end de største angstanfald. Jeg har ALTID haft kontrollen, jeg har ALDRIG været i stand til at give helt slip og lade andre tage over. Min overlevelse har ligget i, at jeg klarede mig selv omend på mine, til tider helt forskruede præmisser, men jeg har overlevet. Kan selv – vil selv.

Denne morgen måtte jeg så endelig overgive mig. Da godstoget satte igang var det somom min krop var en ubåd under mange mange tons vand. Inde i denne ubåd stod jeg og skreg sammen, med alle mine velkendte dæmoner, uden mulighed for at slippe væk. Jeg bliver så bange, at jeg fysisk ikke kan røre mig en millimeter, det eneste jeg kan er, at holde min vejrtrækning igang. Det gør ondt i alle mine muskler, men jeg kan stadigvæk ikke bevæge mig bare kigge rædselslagen ud af koøjet i min ubåd. Min kæreste kommer ind og for jeg formår at bede ham om at blive. Der er ikke flere ord, bare rædsel. For første gang nogensinde måtte jeg overgive mig til at blive taget om og bare laden angsten gå sin gang. Kæresten blev og holdt om mig til jeg selv kunne give slip. Så kom den lange ventede gråd, den indeholdte meget smerte og sorg – må tage det i små portioner.

Angsten forlader mig stille og roligt og jeg kan efterhånden bevæge mig igen. Jeg får mig anbragt i min kuvøsestilling i sofaen, hvor jeg kan holde ud at være. Fjernsynet afleder mig og kæresten går i bad.

Da jeg fik min kræftdiagnose og det værste chok havde fortaget sig, gjorde jeg som jeg altid har gjort for at overleve – jeg organiserede mig ud af fremtidige tænkelige udfordringer. Hele tiden med det for øje at jeg i virkeligheden kunne klare det hele selv. Det duer bare ikke længere. Jeg har måttet overgive mig til andre og det nok det sværeste jeg har måttet gøre. Svære end kemoen og alverdens hæslige undersøgelser.

Men jeg er overbevist om, at jeg kommer stærkere ud i den anden ende. I virkeligheden skulle jeg åbenbart trues så meget på livet før jeg gav slip. Det er en hård nyser, men jeg vælger at tage det som et skridt fremad. Kontrollen er genvundet og næste gang er det måske ikke så svært at give slip og bede om hjælp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *