Forberedelser og operation

IMG_0345Håbet er lysegrønt siger de. Da hele denne ørkenvandring startede købte jeg mig den fineste limegrønne bog og den fedeste grønne tusch. Meningen var at jeg ville skrive om mine oplevelser undervejs, få tankerne ud af systemet og ned på papir, fremfor de lå i mit hoved og skabte kaos.

Lad mig dele en lille hemmelighed med jer – inde bag en låge på mit arbejdsværelse står de, i alle regnbuens farver. Der er røde, sorte, blomstrede, sjove, dyre og nu også en lysegrøn. Intentionen har været der hver gang, men de står alle tomme. I enkelte er den første side udfyldt med håb for fremtiden og processen, andre står der bare og ser smukke ud. En for hver krise,der har været de sidste mange år. Sjovt nok vælger jeg trods mange års erfaring at købe en ny ved næste livsudfordring. Det er både vældig trist at se alle de smukke tomme bøger, men samtidig også trygt. Jeg genbruger aldrig, køber altid en ny. Hver enkelt bog er en kamp kæmpet og vundet.

Så derfor blev der selvfølgelig også købt en ved denne udfordring og som alle de andre gange kom den til at stå fint på hylden sammen med alle de andre fine bøger. Første side er udfyldt og siden har den bare stået og set fin ud. Problemet med denne gang er bare, at kaoset er så stort i både sind og krop, at hvis jeg skal vinde denne kamp bliver jeg nødt til at nedfælde mine tanker. Jeg kan ikke finde ud af at skrive i min fine bog, men af en eller anden sær årsag falder det mig let at skrive her. Indtil videre har jeg delt små sorger og glæder med jer alle undervejs. Sagen er bare at dette ikke kun består af små sorger og glæder. Ind imellem er tankerne mørke og hæslige og jeg er i tvivl om dette er stedet. Så derfor kære venner og familie hvis i ønsker at melde jer fra så er i hjertelig velkommen, det kan jeg sagtens forstå. Jeg har ingen forventinger til jer om i læser mine opslag eller giver kommentarer.

Fredag den 25.10.13

Lunger – check and clear

Lever – check and clear

Hår – check, klippet helt kort – så bliver overgangen ikke så stor bilder jeg mig ind.

Ha alle en god dag derude !

mandag DEN 28.10.13

Jubii Jubii Jubii

En vel overstået operation, 2 lymfeknuder fjernet – resultat ingen spredning. En fantastisk følelse. Er træt, øm men lykkelig.

Mandag den 28.10.13 var dagen, hvor Orkanen Allan ramte de danske kyster og blæste med voldsom kraft over Danmark – 53,3 m/s. Der lå jeg på 18 etage på Brystkirurgisk afd., Herlev Hospital efter vellykket operation, gråblå over det hele. Mit tis var kobolt blå og jeg var sky high på, hvad de end havde givet mig. Det vigtigste for mig lige der var, at de IKKE havde fundet nogen kræftceller i mine lymfekirtler, jeg var lalle-ligeGLAD med alt andet. I løbet af eftermiddagen blev jeg dog mindre kåd og virkeligheden slog mig igen. Fik en lang snak med en af de fantastiske sygeplejersker, der sørgede for vores ve og vel – det hjalp. Vi kunne dog først komme hjem sent om aftenen, da stormen Allan sørgede for at vi blev hvor vi var – ret spooky på 18 etage.

fredag DEN 01.11.13

Afsluttende samtale på kirurgisk afd. Det er nu med 100% sikkerhed at der ikke er spredning, så langt så godt. Starter på onkologisk afd i næste uge. Det bliver en god weekend.

Da jeg fik diagnosen brystkræft stod min verden helt stille og jeg kunne kun tænke i to baner. Den ene var de forfærdelige minder jeg havde fra min mors lungekræft forløb – hun døde i sommeren 1994, kun 58 år gammel. Hendes forløb strakte sig over sølle 3 mdr. fra hun blev diagnosticeret og til hun døde på Sankt Lucas stiftelsens Hospice. Den anden var min familie og hvordan jeg dog skulle få fortalt at jeg havde fået brystkræft. Det der gjorde allermest ked af det var at skulle fortælle min søn og min søster nyheden og tanken om at jeg ikke ville være i stand til at beskytte dem denne gang. Jeg var fyldt af alverdens rædselsbilleder fra min mors sygdomsforløb og samtidigt var det vigtigt for mig ikke at give denne angst videre til mine nærmeste. Det blev gjort i små bidder….

Jeg fik fyldt min fryser med masser af små retter, der lige var til at lune til de dage, hvor hverken kæresten eller jeg orkede andet end at trække vejret. Fik købt en paryk og flere søde tørklæder til når håret røg. Jeg havde lister så lange med alverdens småting, der bare skal være på plads inden kemo 1. Jeg havde brug for at vide, at jeg bare kunne læne mig tilbage og lade kemoen være den styrende faktor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *