Kemo 4,5,6 og stråler

Mandag 3.2.14

1975006_10152079276713141_749775489_nHold da op hvor tiden flyver af sted. KARIBU har desværre fået lidt samme status som alle mine farverige bøger i skabet, intentionen er der, men det bliver ikke til så meget. Og det er ikke fordi jeg ikke har en vældig masse at fortælle, men det bliver kun til tanker i mit skaldede hoved.

Kemoen slider på mig og tit bliver det kun til forstyrrede tanker uden den store sammenhæng. Tænker tit på, at jeg ville dele det med jer, men der er dage hvor det at rejse sig fra sofaen, kan føles som en dagsrejse og så bliver det kun til usammenhængende vrøvlerier inde i mig selv.

Kemo 4 og 5 er overstået og der er heldigvis kun 1 behandling tilbage. Denne kemo er meget anderledes end den første, bivirkningerne voldsommere og smertefulde. Det føles som et langt Tour de France løb, hvor man til sidst bare ikke har mere at give af. Det kræver energi jeg ikke længere har og det er hårdt. Selve behandlingen er under opsyn, da mange får allergiske reaktioner og der skal stå en sygeplejerske stand-by .

image

Min ynglings sygeplejerske ❤️

Man bliver iført køle- handsker og futter. De er minus 25 C og denne temperatur skal holdes i den halvanden time behandlingen varer. Alt for at sikre at ens negle ikke falder af efter kemoen.

I begyndelsen havde jeg et overskud og jeg rejste mig rimelig hurtigt igen efter nedslagning, men det bliver sværere efterhånden. Det vil være en løgn, hvis jeg påstod at jeg var i den bedste form, da jeg startede på dette helvede. Jeg slæber rundt på 20 kg overvægt fra min nedtur med stress for 6 år siden og motion er ikke min første prioritet. Det har ikke været nogen fordel vil jeg mene ….

Kemoen slider på kroppen og psyken begynder at smuldre. Mit grundlæggende positive livssyn bliver efterhånden meget svært at holde fast i. Den første uge efter indgift går jeg nærmest i en slags zombitilstand. Kroppen skriger pga. den gift, der fiser rundt i alle mine celler og jeg kan virkelig føle hvor forgiftet jeg er. Jeg kan mærke, hvordan kemoen nærmest løfter mine negle fri fra underhuden. Alle celler sitrer i kroppen og jeg har ikke kunnet mærke mine hænder og fødder i 2 døgn. Når jeg går føles det som jeg går på nåle. Min mund er så tør at jeg sprækker i begge mundvige og alt hvad jeg indtager, smager enten af sukkervand eller intet. Jeg har svamp i hele munden og i alle hudfolder. Hver morgen starter jeg med næseblod og mine ben og arme føles som blyklodser. Mine knogler i lår og overarme skriger i pulserende smerte og det gør at jeg ikke kan finde ro nogen steder. Jeg er så træt at det giver kvalme, men kan ikke sove og når jeg endelig gør hjælper det ikke på trætheden.

Til at begynde med skræmte det mig og jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle takle alle disse bivirkninger. Det er som et stort fysisk overgreb og man mister fuldstændig kontrollen over tanke og handling. Der er som med angst – jo mere du prøver at gå ind i det og kontrollere det, jo værre bliver det. Erfaringen har lært mig, ikke at være tilstede i min krop i den uge, hvor det er værst. Jeg forsøger ikke at tænke eller føle min krop. Jeg forstiller mig, at jeg står midt i en rivende flod og vandet strømmer forbi mig, tanker strømmer videre, kropslige reaktioner forsøges ignoreret, alt i et forsøg på mentalt at overleve. Når det er allerværst kan jeg slet ikke mærke mig selv og det er som om jeg kigger ud af mine øjne indefra. Kroppen er bare blevet et hylster.

Det lykkedes egentlig meget godt, men ikke uden omkostninger. Den 18.11.13 var min første kemo og siden da har jeg langsomt måttet lukke ned. Jeg trækker vejret og kommunikerer med omverdenen, men er ikke til stede. Jeg befinder mig i en underlig boble uden tyngdekraft, alle mine sanseapparater er sat ud af spil. Rædselsslagen for at der skal gå hul og luften og lyset strømmer ind og omslutter mig. Jeg vil helst ikke føle, jeg vil ikke tænke, for jeg kan ikke holde ud at være i min slidte og forgiftede krop og mine tanker er for sorte. Som altid vil jeg overleve og min strategi er ikke så anderledes end den plejer, bare meget mere intens. Jeg ved, at når det hele er overstået, så kan jeg langsomt lukke lyset og luften ind i min boble igen og jeg ved også, at så må der komme en reaktion. Hvordan den så lige skal takles, må jeg tage mig af til den tid.

Tanker om fremtiden, det er det næste store skræmmende punkt og på bedste Borte med Blæsten maner, vil jeg indtil videre bare sige – TOMORROW IS ANOTHER DAY !

TIRSDAG 04.03.14

Ja, så sidder man her igen og venter. Feber og smerter – Hold kæft, hvor er jeg træt af det !

onsdag 05.03.14

Endelig hjemme igen. Forhøjede infektionstal, men mine hvide blodlegemer har stadigvæk lidt krudt i sig, så jeg undgik drop og indlæggelse. Er sendt hjem med antibiotika i pille form. Dejligt!

Smerterne formodes at være en del af min kemo…..

lørdag 15.03.14

Opmuntring fra Ditte Sønderhousen,  Fin lille film…gode tanker til dig savner at se dig !

tirsdag 18.03.14

Så er der snart nedtælling til allersidste kemo, forhåbentlig nogen sinde. På torsdag kl. 09 får jeg lagt et drop, i min efterhånden sidste brugbare vene og kl. 11 går jeg ud fra Herlev hospital, totally sky high på Prednisolon, men fri …..

Jeg er endnu ikke klar til at kigge tilbage og gøre status, men jeg nærmer mig. Jeg er utroligt svækket, men så meget stærkere og klar over, hvem jeg er og hvad jeg kan udholde. Uanset hvor fantastisk ens netværk er, så er en tur som denne meget ensom.

Idag er endnu en sorgfuld dag, et tidligere familie medlem, få år ældre end mig, døde i lørdags pga. cancer. Hun var et stærkt, smukt og rummeligt menneske, der har en bid af mit hjerte, som hun tager med sig. Det gør mig meget trist.

TIRSDAG 18.03.14

1010565_746476755372395_14903396_n

Varme tanker fra Ditte Sønderhousen

Kære skønne venner og familie. Tusind tak for alle jeres beskeder, blomster og chokolade idag, det gjorde min dag så meget lettere. En underlig dag, kan slet ikke forholde mig til det endnu.

Har været i denne kemoverden i over 4 mdr og skal nu langsomt vende tilbage til virkeligheden, det er meget underligt og en smule skræmmende

mandag 31.03.14

1974174_745514532160386_720891504_o

Denne weekend stod i forårets tegn. Jeg har glædet mig hele ugen til at skulle i mit sommerhus for første gang, siden vi lukkede det ned for sæsonen sidste år og jeg blev syg. Vejret var SÅ meget med os og det var ligeså skønt derovre, som jeg havde forventet.

Vi orkede ikke lige at skulle stå med næsen i kødgryderne, så vi valgte at bestille bord på Orø Kro (trods tidligere erfaringer …).

Frokosten blev indtaget på terrassen i fuld sol, det var lige ved at jeg kunne smage silden og karrysalaten, desværre kun lige ved, da mine smagsløg stadigvæk næsten ikke er eksisterende og alt smager enten sødt eller af pap.

Senere nød jeg, at sidde foran brændeovnen med en varm kop the, et marcipanæg fra Anton Berg og Weekendavisen…så kan det næsten ikke blive bedre.

Kæresten lå og henholdsvis læste i sin bog eller småsnorkede veltilfreds.

Kl. 19 tog vi afsted til kroen, her var der dækket op til narrestreger og Hammondorglet stod klar til dans. Det var SÅ dansk så det gjorde næsten helt ondt. Et større selskab stod for underholdningen, særligt deres skålsange gjorde stor glæde. Maden var som forventet hæslig, men vi hyggede os virkelig.

Resten af aftenen stod i total afslapning, dog med en del maverumlen efter besøget på kroen.

Søndag morgen efter en laaaaang nat med lidt søvn, vågnede vi til endnu en skøn dag med sol. Morgenmaden blev hurtig til brunch med blødkogte æg fra vores lokale økoæggeleverandør – MUMS. Dagens program var egentlig så lidt som muligt, så efter brunch lagde vi os begge i havens varmeste hjørne og nød solen en lille times tid.

Alt i alt en rigtig dejlig weekend – MEN hvorfor var jeg så så trist?

Jeg havde som altid skruet mine forventninger til mig selv og mine kræfter alt for højt op. Jeg trænger så meget til normalitets tilstande. Ikke at føle mig så træt, at have overskud til at rejse mig fra sofaen og nyde min have eller måske lidt forårsrengøring. At kunne det jeg før kunne. Problemet er bare, at der er jeg slet ikke endnu og om mindre end 14 dage skal jeg starte i strålebehandling og det bliver jeg ikke just mindre træt af. Det skal bare være slut NU …. min tålmodighed er brugt op og jeg vil videre med mit liv. Jeg er så skide træt af at leve i en osteklokke og ikke kunne noget. Alle mine muskler og knogler gør ondt og jeg er bare så træt. Jeg prøver hver dag at tage den positive hat på, men det er svært når ingen af mine lyster eller ønsker kan føres ud i livet pga min krops nedslidthed.

Jeg ved godt at jeg lige (lidt bevidst) glemte at jeg faktisk fik kemo for lidt over en uge siden og derfor slet ikke er på toppen. Normalt rejser mig først efter knap 3 uger men nu var jeg jo færdig med kemo så ……. ja tålmod har aldrig været min stærke side. Slet ikke når det drejer sig om mig selv.

Søndag aften sent kørte vi hjem igen med lidt mere strøm på vores batterier, omend noget frustreret over min manglende kunnen, dog noget klogere på hvad jeg kan forvente af den nærmeste fremtid. Krop og sjæl følges ikke helt ad endnu. Tak for en dejlig weekend min ven ♥

lørdag 12.04.14

image

Er gået fra Alfons Åberg stadiet → ældre herre med måne, der trænger til at blive klippet….ja det er de små ting i livet man skal glæde sig over …. Go’ weekend til jer alle.

tirsdag 15.04.14

Fantastisk….Min første kop kaffe i over 5 mdr.. Ja det går fremad.

LØRDAG 19.04.14

Anybody out there with some extra skin to share ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *