Onkologisk afd. team MA

søndag DEN 10.11.13

Kære venner og familie ♥

En lille update. Der tælles ned, starter første kemo behandling mandag den 18 november og derefter hver tredje uge i alt 6 gange. Er meget nervøs, men det skal bare overståes. Er mest bange for hvordan mit sind takler bivirkningerne. Derefter 25 gange stråler 5 dage om ugen. Så kan der sku da heller ikke være mere af den skide cancer tilbage. Ellers er jeg nu egentlig ved ok mod. Bruger meget tid på at organisere mig ud af alle mulige fremtidige problemstillinger, så det er lettere under kemoen. Tænk om mindre end 3 uger har jeg muligheden for at se min egen hovedbund…..det er egentlig det mindste, omend noget grænseoverskridende. Prøver at tage en dag af gangen, der ligger så meget forude så jeg bliver helt skør af at skulle rumme det hele på en gang.

Tak for jeres søde kommentarer, de betyder rigtig meget for mig.

Ved første samtale med onkologerne fik jeg en masse informationer om, hvilken kræfttype jeg har og hvad det vil betyde fremadrettet. Meget af det har jeg lykkelig glemt – men konklusionen var at jeg var opereret RASK,  men som forbyggende behandling skulle jeg gennem 6 kemoer og efterfølgende 25 gange stråler. Min kræft var sjælden type og trippelnegativ, ikke hormonfølsom og på aggressiv-skalaen rimelig høj – dog var der andre tal, der gjorde at aggressiviteten blev nedgraderet en smule.

Det, det betyder er, at det kun er kemo og stråler, der kan få bugt med min kræfttype skulle den vælge at sprede sig senere. 90% af alle brystkræft tilfælde er hormonfølsomme og det vil sige, at de kan efterbehandles med forskellige antihormoner, en ekstra sikkerheds-foranstaltning – den mulighed har jeg ikke. Så jeg sætter min lid til, at den forbyggende behandling tager eventuelle vildtfarne celler, så de ikke skaber ravage andet sted i kroppen senere.

Resten af samtalen gik med de eventuelle bivirkninger, der ville komme i forbindelse med min kemobehandling. Hvordan og hvornår jeg skulle reagere. Diverse akutnumre blev udleveret – et til onkologisk ambulatoriet og et til en onkologisk døgnvagt i tilfælde af fx feber. Den må ikke stige en grad over 38.5 C, så er det indlæggelse. Ved kemoen bliver alle de gode celler, der normalt sørger for at hjælpe en skulle man få en virus eller betændelse i kroppen, slået i gulvet sammen med de eventuelle kræftceller der er i kroppen – altså man har intet at kæmpe med skulle man blive syg under sin behandling og man ville kunne dø af en simpel infektion.

Det hele var vældig skræmmende og jeg spurgte direkte om man kunne dø af behandlingen – svaret var ja, det var sket, men sjældent. Ja tak for den, så er jeg da helt rolig ved at sige ja tak til kemo. Der er flere der tager den beslutning at sige NEJ TAK til kemo og jeg ved ikke helt om jeg synes de er meget modige eller vanvittige. Jeg tror desværre for nogen af disse beslutninger er angsten for det ukendte, den bærende faktor. Men uanset hvilken beslutning, så er den ens egen og nok den sværeste nogensinde, at skulle forholde sig til. I mit tilfælde var der kun en mulighed og det er at sige JA TAK,  da min kræft er trippelnegativ og jeg ikke har andre muligheder for helbredelse.

Jeg lærte hurtigt at på onkologisk blev intet pakket ind – man får et ærligt og ligefrem svar på  ens spørgsmål. Det er både meget skræmmende, men også betryggende – der var ingen skjulte agendaer. Det giver en følelse af kontrol over det ukontrollerbare. 

Jeg begynder at kunne mærke min overgangsalder for fuld skrue. Jeg gik i overgangsalderen som 35 årig og har i de sidste 18 været i hormonbehandling, da jeg ellers ikke kan være til for symptomer på dette. Igennem årerne har jeg forsøgt at stoppe med behandlingen, men det har ikke været muligt. Denne gang har jeg ikke noget valg – jeg måtte stoppe samme dag som jeg blev diagnosticeret og det kan mærkes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *